Hvad kan du selv gøre for at finde kærligheden?
Nogle gange kan man godt foranlediges til at tro, at online dating bare handler om at oprette en profil med et par gode billeder, hvorefter man læner sig tilbage og venter på at henvendelserne strømmer ind. Det er dog ikke helt sådan det fungerer.
Online dating er et rigtig godt redskab til at komme i kontakt med andre mennesker, og møde nogen, man måske ellers ikke ville have mødt. Men hvis man ønsker at finde kærligheden, kræver det også at man er tålmodig og at man selv gør noget. Heldigvis kan vi se at medlemmerne på Dating.dk godt ved, at det kræver en aktiv indsats. Her ses en top-3 over deres svar på spørgsmålet ”Hvad tænker du selv, du kan gøre for at finde en kæreste?”
1. Vær tålmodig og gi’ det tid
Det er vigtigt at være tålmodig, når man leder efter en potentiel kæreste. Det handler jo ikke om at møde hvem som helst, eller blot den første man kommer i kontakt med. Det er fx en god idé at gøre sig nogle tanker omkring, hvilket forhold man ønsker sig og hvad man selv kan bidrage med til det forhold.
Hvilke interesser har du, som du gerne vil kunne dele med en kommende kæreste, og på hvilke områder ser du gerne at I har en masse til fælles? Det er ofte vigtigt at man har nogle af de samme grundlæggende værdier og måder at anskue verden på, men det er også helt fint, og for det meste positivt, hvis I også er forskellige på nogle andre områder. Oftest er det vigtigt at I kan have en ”fælles verden” sammen, men at I også har hver jeres ting, hvor I kan være jer selv og trives uden at den anden nødvendigvis er med.
2. Vær aktivt opsøgende
Selvom det kan være grænseoverskridende at tage første skridt, og sende den første besked eller måske give et like, så er der jo altid én, som skal starte. Og det kan ligeså vel være dig, som det kan være en anden. Man skal desuden passe på med, at hænge sig for meget i traditionelle opfattelser om, at det fx er mændende, som altid skal skrive først. Om man er mand eller kvinde gør ingen forskel i den henseende. Hvis du ser en person, som du er interesseret i, så er det bare at komme i gang med at skrive en god besked til vedkommende. Og hey – øvelse gør mester.
Når du ser en person, du synes om, så sørg for at læse deres profiltekst, hvis de har en. Kig godt på deres billeder og se om du kan skrive en imødekommende og personlig besked, som tager afsæt i det indtryk, du får af personen, ud fra deres profil. Måske har I noget til fælles, som du kan skrive og spørge ind til? Det kan også være at profilen gør dig nysgerrig, på noget som du gerne vil vide mere om?
3. Bliv bedre til at tage initiativ
Det er i mange henseender godt at være initiativrig – også når det gælder dating. Det kan være at du allerede har taget initiativet ift. at sende en besked, eller at ’like’ en sød profil, du har set. Hvis du ikke allerede har prøvet en af delene, så er det måske din tur til at tage initiativet - det famøse første skridt. Det kan også være at du allerede har skrevet til nogen og måske har fået en god samtale op at køre. Hvis du har fundet en at skrive med, som er så sød at du faktisk gerne vil på en date, kan det også her være en god ide at tage initiativ, uanset om du er mand eller kvinde. Når du tager initiativet har du nemlig mulighed for at foreslå den type af date, hvor du føler dig bedst tilpas. Det kan være at du mest er til en gåtur, eller at du synes det er hyggeligt at sidde sammen over en kop kaffe, første gang I mødes.
Hvor intet vover, intet vinder
Det værste der kan ske er, at du kan få et nej. Og selvom en afvisning ikke er sjov, så er det noget som alle mennesker oplever fra tid til anden. Lad være med at hænge dig i afvisningerne og kig i stedet fremad. Der er ingen grund til at spilde din tid på mennesker, som ikke vil dig. Så er det bedre at kigge videre indtil du finder den helt rigtige for dig, som synes du er helt fantastisk, lige som du er.